Frygt for at være pædofil eller skizofren
Jesper på 27 år har i flere år haft OCD.
Hans OCD havde primært omhandlet tvivl om ikke at have fået låst døren, lukket vinduer, slukket stikkontakter, komfur og kaffemaskine.
Skræmmende tvangstanker
Jesper kontaktede mig, fordi hans tvangstanker pludselig havde fået en helt anden karakter. Ud af det blå var der dukket tanker op om, at han var pædofil eller skizofren.
Han kunne godt leve med, at det tog lidt længere tid at komme ud ad døren, fordi han skulle gå et par runder i lejligheden for at sikre sig, at han havde lukket og slukket alt elektronik, men tankerne om at være pædofil eller på vej til at blive alvorligt psykisk syg skræmte ham voldsomt.
Skizofrene tvangstanker
Jesper var bange for, at han hørte ting, der ikke var der. Hvis han hørte noget, der ikke var der, fortalte hans OCD ham, at han var ved at blive skizofren. Det betød, at når han hørte noget, han ikke umiddelbart kunne lokalisere, blev han i tvivl om, hvorvidt det det var en ”rigtig” lyd eller en hallucination, og han måtte undersøge, hvor lyden kom fra. Fx kunne han kigge ned i gården hvor han boede for at se, om der var nogen derude, der talte, børn der legede eller andet, der kunne have frembragt den lyd, han havde hørt. Hvis ikke han kunne finde kilden til lyden, bekræftede det OCD’en i, at han var ved at udvikle skizofreni.
Angstanfald
Nogle gange fik Jesper angstanfald, og et af anfaldenes mest fremtrædende symptomer var uvirkelighedsfornemmelse. Når dette skete, bekræftede det ham blot yderligere i, at han var ved at blive sindssyg.
Hvordan Jesper forsøgte at slippe af med sin angst
Det, Jesper gjorde for at håndtere disse ubehagelige og skræmmende tanker, var at tænke (virkelig meget!) over, om han nu også var pædofil eller på vej til at blive skizofren, og han ledte i sine tanker efter beviser på, at han ikke var nogen af delene. Problemet var bare, at jo mere han forsøgte at overbevise sig selv om, at han ikke var pædofil eller skizofren, desto oftere kom tankerne, og desto mere i tvivl blev han. Hans ører var også begyndt at ”stå på stilke” ift. lyde, og han var konstant opmærksom på de lyde, der var omkring ham.
Behandlingen
Udover naturligvis at bruge tid på at tale om de tanker, Jesper havde, blev de første samtaler brugt på at tale om, hvad OCD-behandling indebærer (herunder eksponering) og på at lave en detaljeret liste over Jespers OCD-adfærd. Dermed havde vi dels overblik over Jespers OCD, dels blev det tydeligt for Jesper, at det ikke var alle hans tanker og handlinger, der ville være lige angstprovokerende at skulle arbejde med.
Jesper valgte, hvad vi skulle tage fat på først
Listen var en oversigt over, hvad vi skulle arbejde med, men det var Jesper selv, der besluttede, hvad vi først skulle tage fat på. Mange klienter vælger at starte med noget af det mindst angstprovokerende, men Jesper valgte lidt atypisk at kaste sig ud i det allersværeste.
Viden om OCD’ens mekanismer
Vi talte om, hvad det er for mekanismer, der går i gang, når man har OCD, og hvordan man bedst forholder sig til dem. Bare det at høre mig fortælle om, hvordan OCD opfører sig, og hvordan man skal gribe det an, var årsag til, at Jesper allerede efter første samtale faktisk havde det bedre. Tankerne kom stadig, men når de kom, prøvede han at gøre de ting, vi havde talt om var hjælpsomme, selvom det var skræmmende.
Så hvad var hjælpsomt?
Det, Jesper skulle lade være med, var at gå i dialog med OCD’en og i stedet bare lade tankerne om at være pædofil eller skizofren være (det man inden for kognitiv adfærdsterapi kalder responshindring). Han skulle foregive, han var ligeglad, når der kom en tanke om, at han måske var pædofil, eller at den lyd, han lige havde hørt, var en hallucination. Det var naturligvis svært (og vanvittigt angstprovokerende), men noget af det, Jesper fangede rigtig hurtigt, var, at tanker bare er tanker.
Vigtig viden
Man er ikke pædofil, bare fordi der dukker tanker eller billeder op af børn med seksuelt indhold. Vi kan alle have disse tanker, men det er selvfølgelig skræmmende, hvis man forestiller sig, det så betyder, at man er pædofil.
Faktisk ikke tankerne, der er problemet
Jesper blev klar over, at fordi han havde OCD, kom denne type tanker oftere til ham, end de gør for ikke OCD-ramte. Tankerne er også sværere at slippe igen, når man har OCD. Men han opdagede noget enormt vigtigt; at det egentlige problem ikke var, at tankerne dukkede op, men i stedet den måde, han handlede på, når tankerne kom (tvangshandlinger, som i Jespers tilfælde overvejende var mentale, selvom han også havde fysiske tvangshandlinger i form af at skulle hen til vinduet og tjekke).
Mentale tvangshandlinger
Som nævnt forsøgte Jesper at slippe af med sine ubehagelige tanker ved at berolige sig selv. Problemet var bare, at OCD’en hele tiden kom med modargumenter, og Jesper blev fanget ind i diskussionen og skulle diske op med det ene argument efter det andet, før han kunne overbevise sig selv om, at han ikke var pædofil eller ved at blive skizofren. Først da faldt han til ro.
Altså lige indtil næste gang tankerne dukkede op, og så måtte han i gang med at overbevise sig selv igen. Denne indre dialog med sig selv – eller med OCD’en – er lige så meget tvangshandlinger som at vaske hænder eller tjekke om døren er låst, men frem for at være fysiske tvangshandlinger er de i stedet mentaletvangshandlinger.
Begyndte at se nevø og niece igen
Jesper kom faktisk af med meget af det ubehag, der knyttede sig til tankerne om at være pædofil eller sindssyg, i løbet af ganske få samtaler. Efter 7 samtaler var han igen begyndt at se sin nevø og niece og kunne lege og tumle med dem, som han plejede på trods af, tankerne ind imellem fortsat dukkede op, hvis han ved et uheld kom til at røre dem på numsen eller brystet, når de legede eller sad hos ham.
Det sidste gik let
De sidste par samtaler brugte vi på, at arbejde med de tvangstanker og ‑handlinger, han havde haft i mange år, og som han egentlig havde accepteret at leve med. Men fordi han allerede havde taget fat på det absolut sværeste, var dette arbejde hurtigt overstået.
Efter 9 samtaler havde Jesper ikke brug for min hjælp længere.
Så hvad var årsagen til, at Jespers forløb blev så kort?
Umiddelbart skulle man tro, at jo hårdere man er ramt, desto længere tid tager behandlingen, og sådan er det bestemt også nogle gange. Men ikke altid. Jesper var faktisk noget ramt, da han startede i behandling. Så hvis det ikke kun handler om, hvor hårdt man er ramt, hvad handler det så om?
For Jespers vedkommende handlede det primært om 3 ting:
1. Han var enormt hurtig til at identificere sine tvangstanker som OCD
2. Han var lynhurtig til at fange metoderne (eksponering og responshindring)
3. Han havde en høj tolerance for at udholde ubehag
