Frygt for at være pædofil eller have lyst til sex med dyr
Anne havde haft OCD siden 10-års alderen. Hun havde som 15-årig været i behandling i børne- og ungepsykiatrien, og tvangstankerne var efterfølgende en periode helt væk.
Da Anne startede i behandling hos mig, havde tvangstankerne været tilbage et stykke tid og gik i alle mulige forskellige retninger. Hun havde tvangstanker om at være pædofil og om at have lyst til sex med dyr. Det var de mest pinefulde tvangstanker, men hun havde også tanker om ikke at have fået slukket lyset, lukket vandhanen eller lukket døre og vinduer. Hun havde tvangstanker om ikke at kunne falde i søvn, fordi hun skulle tisse og om, at der var spøgelser på hendes værelse og om at skulle bede til gud for at forhindre, at der skete noget med dem, hun holdt af. Og det til trods for at Anne faktisk slet ikke troede på gud.
Anne havde også ADHD, som hun var i medicinsk behandling for.
Skam
Anne var meget skamfuld omkring sine tvangstanker, særligt dem, der handlede om sex med børn og dyr, og det var i starten rigtig svært for hende at tale om denne del af hendes OCD. Hun sov næsten ikke natten inden de første samtaler med mig, fordi hun var så nervøs. Annes mor var med til de første samtaler, og det hjalp lidt, at vi sendte hende ud i venteværelset med en kop kaffe, mens vi talte om de allermest pinlige tanker. Men hun syntes stadig, det var svært og frygtelig flovt.
Hjælpsomt
Noget af det, der var hjælpsomt for Anne i starten af behandlingen, var, at høre en professionel sige, at det er helt normalt at have alle mulige skøre, pinlige og endda perverse tanker. Tanker er bare tanker. Det gjorde, at Anne ikke følte sig helt så unormal, og det var en stor lettelse for hende, at jeg som psykolog hverken blev chokeret eller bekymret over, at hun kunne have de tanker, hun havde, men i stedet kunne fortælle, at det var helt almindelige tanker ved OCD. Det var rart for Anne at høre, at jeg havde mødt mange andre, der havde de samme tanker som hende. Denne type tanker er ikke nogle man så ofte hører om, når folk skal beskrive, hvad OCD er. Det er oftere tanker om bakterier, orden og frygt for ikke at have slukket komfuret eller låst døren, man hører om. Dem, der har tanker om at være pædofile, homoseksuelle, psykopater eller sindssyge fortæller ofte ikke om det, enten fordi det er for skamfuldt, for angstfyldt (”hvad nu hvis folk så tror, at jeg faktisk er pædofil, homoseksuel, psykopat eller sindssyg”), eller fordi de simpelthen ikke ved, at det er OCD.
Annes situation da hun startede i behandling
Anne havde et arbejde, hvor hun gjorde rent 4 timer hver anden uge, og hun var ikke sikker på, at hun havde overskud til mere. Det var svært at vurdere, hvor meget det manglende overskud, skyldtes ADHD og hvor meget, der skyldtes OCD. Anne sov virkelig dårligt om natten, og mange nætter faldt hun først i søvn ud på morgenstunden.
Tvangshandlinger og undgåelsesadfærd
Anne havde mange tvangshandlinger og meget undgåelsesadfærd, da hun startede i behandling hos mig. Når hun var på arbejde, skulle hun tjekke, om køleskabet var lukket og om døre og vinduer var låst/lukkede. Vinduer og døre skulle også tjekkes derhjemme for at sørge for, at der ikke var nogen, der brød ind, eller at familiens hund ikke løb væk. For at forhindre, at der skete noget med dem, hun holdt af, bad Anne til gud op til 30 gange dagligt.
Hun kunne ikke være sammen med børn – eller bare røre ved noget, børn havde rørt ved. Hun kunne heller ikke røre familiens hund.
Når hun skulle i seng om aftenen, skulle hendes værelse tjekkes, og spøgelser skulle viftes ud. Hun skulle på toilettet gentagne gange for at være sikker på, hun ikke skulle tisse, når hun gik i seng, og når hun var lige ved at falde i søvn, havde hun oplevelsen af at skulle tisse og måtte ud på toilet. Dette forstyrrede naturligvis Annes nattesøvn med træthed og manglende overskud til følge.
Behandlingen
Til trods for træthed og meget lidt energi, fandt Anne alligevel kræfter til at tage kampen op mod OCD’en. Hun var helt med på, at jeg som behandler ikke kunne trylle tankerne væk, men at det var hende selv, der skulle gøre al arbejdet – selvfølgelig med hjælp og støtte fra mig. Hjælpen fra mig kom i form af min viden om OCD, herunder hvad der får OCD til at blive stærkere, og hvad der svækker den. Og så var jeg også hendes sparringspartner, når der skulle laves øvelser i terapien og planlægges hjemmearbejde.
Psykoedukation
En stor del af behandlingen i starten var undervisning (psykoedukation som det hedder på fagsprog). Psykoedukationen handlede især om, hvordan OCD almindeligvis opfører sig, og hvordan man mest hensigtsmæssigt griber OCD an, men at det af gode grunde ikke er sådan, man instinktivt går til sine skræmmende tanker. Vi talte også om, at det faktisk ikke er tankerne, der er problemet, men nærmere den betydning, man som OCD-ramt tillægger tankerne og endnu vigtigere: De handlinger man foretager på baggrund af tankerne.
Vi har alle sammen indimellem både tossede og upassende tanker. Det kan vi ikke styre. Men vi kan styre, hvordan vi handler på baggrund af tankerne.
Indsigt
Anne var ret hurtig til at se, at hun var kommet til at forstærke de tanker, der på et tidspunkt mere eller mindre tilfældigt var dukket op. Det havde hun gjort ved at gøre som om, de var farlige (og med farlige mener jeg, at hun kom til at tænke om dem, som om de var udtryk for noget virkeligt og ikke bare tanker), og hun kunne sagtens se, at alle hendes tvangshandlinger og al hendes undgåelsesadfærd i stedet for at hjælpe hende bare havde gjort det hele værre. Værre, fordi tvangshandlinger afstedkommer flere tvangstanker, men også værre fordi der var rigtig mange ting, hun ikke længere kunne foretage sig, og fordi hun skulle bruge en masse tid og energi på ting, hun i bund og grund ikke havde lyst til at bruge så meget tid på, og som en del af hende godt kunne se var både overdreven og irrationel.
Eksponering og responshindring
Til trods for at Anne var meget forpint og ikke havde ret meget overskud, var hun overraskende hurtig til at komme i gang med at udfordre sin OCD. Hun kom hurtigt i gang med at responshindre (undlade at lave tvangshandling) og fik derfor også hurtigt oplevelsen af, at hvis blot man kan udholde ubehaget på den korte bane, mindskes det faktisk på den lange bane.
Vi startede ret hurtigt (efter 2. samtale) med noget af det, Anne oplevede som det letteste: Ikke at tjekke om køleskab og døre var lukkede/låste, når hun forlod sit arbejde. Det var ubehageligt lige da hun gik fra arbejde, men allerede efter kort tid havde Anne glemt bekymringerne, og da der ikke skete noget farligt ved ikke at tjekke (altså at hun ikke havde glemt at lukke køleskab, døre og vinduer) var det ikke nær så svært at lade være med at tjekke næste gang, hun var på arbejde.
Allerede efter 4. samtale var Anne i gang med at eksponere og responshindre på et af de svære områder af hendes OCD, nemlig den del, der omhandlede, at hun ville opdage, at hun var pædofil, hvis hun rørte ved noget, et barn havde rørt ved.
Eksponering i sessionen
En af måderne, vi forberedte Anne til dette arbejde på, var ved, at jeg rørte ved noget slik, jeg havde i en kasse, og som børn fik lov at tage et stykke af, når de havde været hos mig. Mens jeg rørte ved slikket, sagde jeg forskellige ting, som Annes OCD absolut ikke ville bryde sig om, hvis hun sagde, fx at jeg var pædofil, og at det var derfor, jeg gerne ville røre ved noget, et barn havde rørt ved. Vi talte om, hvorvidt jeg blev pædofil af at sige og gøre ting, som Annes OCD mente var lig med at være pædofil. Det mente Anne ikke, at jeg blev.
Anne oplevede voldsomt ubehag ifm. tanken om selv at røre slikket, men hun gjorde det, og allerede efter kort tid faldt ubehaget (ligesom da hun gik fra arbejde uden at tjekke, om hun nu også havde husket at lukke køleskab, døre og vinduer). Efter at have rørt slikket var Anne helt høj over, at hun dels havde gjort noget, hendes OCD syntes var vældig risikabelt, dels at det ikke havde været så slemt, som hun havde forventet.
Hun undrede sig dog over, at hendes hånd føltes mærkelig efter at have rørt slikket, og det gav anledning til en vigtig snak om, hvilken betydning vores opmærksomhed har for fx kropslige oplevelser.
Opmærksomhed og kroppen
Netop denne snak om opmærksomhed, og om hvordan vores opmærksomhed kan påvirke kropslige oplevelser, var enorm vigtig for Annes bedring. Vi talte om, at hvis man scanner sin krop for at mærke, om der er noget, der ikke er, som det skal være (fx trykken for brystet eller snurren i armene), så er det faktisk meget sandsynligt, at man mærker lige præcis det, man ikke vil mærke. Det sker, både fordi vi ved, hvordan det skal føles, men især fordi vi sender vi al vores opmærksomhed til lige præcis det område, hvor vi netop ikke vil mærke noget bestemt.
Så når Anne forsøgte at finde ud af, om hun var pædofil ved at mærke efter, om der ”skete noget dernede” når hun tænkte på børn eller dyr, så blev hun faktisk bekræftet i, at hun var pædofil/seksuelt tiltrukket af dyr, fordi der jo netop skete noget ”dernede”, når al hendes opmærksomhed var rettet imod lige præcis imod dette sted i kroppen.
Hjemmearbejde
Efter eksponeringen sammen med mig, eksponerede Anne dagligt for at røre ved noget, børn havde rørt ved, og hun udvidede det med at sige alle mulige ting, der provokerede OCD’en, fx gik hun rundt i BabySam og rørte ved børnetøj, mens hun i sit hoved sagde, at hun var pædofil.
Hvorfor Annes forløb ikke blev et af de lange?
På en måde er Annes forløb egentlig ikke et mellemlangt forløb, men et kort forløb. Hvis vi ikke tæller antal samtaler, men kun betragter OCD-arbejdet, gik det enormt hurtigt, og det gjorde det fordi, Anne lynhurtigt fangede nogle af de vigtigste ting i OCD-behandling:
- At tanker bare er tanker
- At man ikke kan snakke sig ud af OCD, men at man er nødt til at handle sig ud af den
- At hjemmearbejde er vigtigt at lave – helst dagligt og gerne flere gange dagligt
- At hvis man lader være med at forsøge at få tankerne til at gå væk, men bare lader dem være, så går de faktisk væk af sig selv
Og så var Anne heldig med, at hun var god til at tolerere ubehag. Fx faldt hun først i søvn kl. 7.00 om morgenen den første gang, hun besluttede sig for at ikke at handle på tankerne om at skulle tisse. Det ville have været svært for de fleste af os!
Men hvorfor blev behandlingen så til et mellemlangt forløb og ikke et kort forløb?
Det tror jeg, der er flere grunde til, vigtigst at Anne jo også havde ADHD, og at det gav nogle andre udfordringer, som vi også var nødt til at tage os af undervejs. Faktisk fandt vi i forløbet ud af, at Anne også havde symptomer på socialfobi. Det var egentlig ikke noget, der fyldte ret meget i behandlingen, men vi brugte alligevel lidt tid sidst i forløbet på at tale om, hvordan man kan arbejde med de situationer, som Anne oplevede som vanskelige, når hun var i kontakt med andre, primært folk hun ikke kendte ret godt.
Anne ville gerne flytte hjemmefra og i gang med en videregående uddannelse indenfor en overskuelig fremtid, og det var svært at se, hvordan hun skulle komme igennem et fuldtidsstudie med en svær ADHD-problematik. Derfor brugte vi også tid på at tale om disse problemstillinger og på at få lavet en udtalelse til Annes læge, som denne skulle bruge, når der skulle søges om tillæg til SU således, at Anne forhåbentlig ikke behøvede at arbejde ved siden af et fuldtidsstudie.
Da Anne stoppede i behandling arbejdede hun næsten fuld tid i en børnehave, hvilket var helt utænkeligt for hende blot et halvt år tidligere.
